Et utroligt arkæologisk fund er blevet gjort: Kostbare guldhorn fra jernalderen! Men knap før mulden var børstet af de nyfundne guldhorn, blev de stjålet.
Heldigvis er Spejdernes Arkæologiske Felttjeneste (SAFT) på opgaven, men vi har brug for jeres hjælp.
Meld jer og vær med til at læse mysteriet og bring skattene tilbage, hvor de hører til: På et museum!
Med Spejderhilsen,
Steen Graversen, specialarkæolog i SAFT
Hvad
Nathejk er en blanding af hejk og natløb og varer cirka 36 timer. Tropsspejderne går 35-50 km og skal smugle én eller flere genstande undervejs uden at blive fanget af banditterne (seniorerne), der patruljerer i løbsområdet og som fanger patruljerne og gennemsøger deres oppakning for smuglervarer.
Hvor
Nathejk er et løb for tropsspejdere i alderen 12-16 år og for seniorer. Løbet begynder altid den 3. fredag i september et sted på Sjælland. Startstedet afsløres cirka en måned før løbet.
Hvorfor
Det begyndte i FNs flygtningeår i 1986, hvor en trop ville have sine spejdere ud at mærke flygtningenes problemer på deres egne kroppe. De skulle – i ly af mørket – vandre frem til mål, selv sørge for bespisning undervejs og finde et sted at overnatte, mens de blev eftersøgt af “banditter” (seniorer). Ideen fængede og siden er arrangementet støt og roligt vokset.